FSC DESIGN AWARD 2015

Vinderen af FSC Design Award 2015 er Thomas Bundgaard fra VIA Design. Thomas vandt med sit bord "FuncTure Side Table". Bordet er et gennemtænkt møbel med flere funktioner. Dommerne sagde blandt andet om vinderdesignet:

”FuncTure Side Table er et gennemtænkt møbel med flere funktioner. Der er tænkt over detaljerne og bæredygtigheden, og de forskellige materialer supplerer hinanden på en æstetisk måde”

Interview med Thomas Bundgaard

Hvad er historien bag dit design?
Jeg havde egentlig lavet et andet design til at starte med. Idéen var stadig et sofabord, som havde noget opbevaring i – mange gange har man jo reklamer eller lignende til at ligge og flyde, som jeg godt kunne tænke mig, at man kunne gemme væk. Det oprindelige design var lidt harmonika-agtigt, som man kunne skubbe sammen efter behov. Men problemet var, at det var ustabilt. Så jeg måtte gentænke designet. Idéen med at bordet også kunne bruges som en siddeplads, fik jeg fordi jeg holdt en fest, hvor vi manglede en siddeplads, og så havde det jo været oplagt at bruge et bord som siddeplads. Så det udsprang af den originale idé, men designet blev lavet helt om.

Var du så ikke presset med at få lavet det nye design til tiden?
Ja, men nu er jeg jo tømrer, så den måde jeg arbejder bedst på, er at prøve at lave designet først. Så jeg har en tanke, men jeg laver egentlig designet, før jeg tegner det, og så finpudser jeg det derfra. Så egentlig var det meget naturligt for mig at arbejde på den måde.

Men tanken var grundlæggende, at det skulle være et design med flere funktioner, som kunne gemme ting væk?
Ja, multifunktionalitet var en af de ting, som jeg gerne ville have tænkt ind i forhold til bæredygtighed. Jeg synes, det måske er et lidt overset aspekt af bæredygtighed at have flere funktioner i samme møbel, for så behøver du færre ting og reducerer dermed dit ressourceforbrug. For mig er det også en del af bæredygtighed.

Hvordan har det helt generelt været at deltage i konkurrencen?
Det har været super spændende at være med i FSC Design Award. Det er den første konkurrence, jeg deltager i, for jeg har kun været i gang som designstuderende i fire måneder. Så det er ret nyt for mig, men jeg synes, at jeg har lært rigtig meget af processen. Det er fedt at have noget konkret at arbejde hen imod og nogle faste deadlines, så man er bare nødt til at finde en løsning. Jeg kan godt lidt, at vi har nogle rammer, som vi skal arbejde indenfor. Hvis man har helt frit spil, kan det være svært at holde sig til én idé. Men når man har nogle rammer, så må man forholde sig til dem og så være kreativ indenfor de rammer man nu har – det gør det nemmere at være konkret.

Hvad ser du mest frem til ved at skulle til Bolivia?
Det bliver vildt spændende at opleve, hvordan de arbejder på et værksted i Bolivia. Nu er jeg jo selv tømreruddannet, så det bliver sjovt at se, om de har en anderledes kultur og måde at arbejde på, end vi har. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Hvad synes du om de andre designs?
Jeg er så overrasket over, at jeg vandt! Der var så mange gode designs, også flere som jeg selv ville have peget på som vindere, så jeg er bare virkelig overrasket. Jeg er virkelig glad for, at de idéer jeg har om multifunktionalitet var noget som dommerne også kunne se et bæredygtigt element i.

Kendte du til FSC før konkurrencen?
Nej, det gjorde jeg faktisk ikke rigtig, men jeg blev virkelig opmærksom på det, efter at have hørt oplægget for konkurrencen.

Er det noget du kan bruge fremover?
Helt bestemt. Jeg synes, det er nødvendigt at tænke FSC og bæredygtighed ind i sine designs. Det giver jo slet ikke mening ikke at bruge FSC-certificeret træ, når man laver designermøbler, for i virkeligheden skal man jo ikke gøre ret meget ekstra for at gøre en forskel.

 
 

DE TI FINALISTER

Pillar

Sabine T. Appel, VIA Design og Mads Mikkelsen, Herningsholm Erhvervsskole

Sabine og Mads har skabt opbevaringsmøblet Pillar. Dommerne lagde vægt på, at det er et funktionelt og fleksibelt møbel, som indeholder adskilte moduler – som til sammen gør designet til et helstøbt møbel. Møblet er inspireret af det traditionelle jalousiskab og er lavet i naturmaterialer.

FuncTure Side Table

Thomas Bundgaard, VIA Design

Thomas har lavet vinderdesignet FuncTure Side Table. Det er et æstetisk flot møbel, som kan flere ting. Ofte kommer mange funktioner på bekostning af æstetikken, men her er tale om et meget flot møbel. Materialerne understøtter hinanden, og det er meget oppe i tiden at designe møbler til små boliger. Desuden er der tænkt over at benytte naturlige materialer, minimere brug af lim og andre kemiske stoffer.

Nova

Anne Kristine Rusholt og Louise Mengel, VIA Design og Tihamér Szalay, Herningsholm Erhvervsskole

Anne Kristine, Louise og Tihamér har sammen skabt stolen Nova. Det er en flot æstetisk og smuk stol, som tager det klassiske design fra 50’erne og fortolker det på ny ikonisk måde. Stolen er desuden håndværksmæssigt meget dygtigt udformet.

Dora

Tor Hadsund, VIA Design

Tor har lavet daybed’en Dora. Dommerne beskriver Dora som en ny daybed, som er gennemtænkt i både funktionalitet og kvalitet på en ny og moderne måde. Et traditionelt design som er løftet op på en bæredygtig og nytænkt måde. Omkostningerne er lave, der er lækre detaljer med det svævende understel, og daybed’en har flere funktioner.

In Place - Rack

Tania Mikkelstrup, Arkitektskolen Aarhus

Tania har skabt reolen In Place – Rack. Ifølge dommerne er In Place – Rack nutidens reolsystem, som er smukt, simpelt og funktionelt – og fleksibelt ud over det sædvanlige. Designet er nytænkende i samlingerne og meget strømlinet.

Hugo

Mathias Ørum Nørgård, Arkitektskolen Aarhus

Mathias har designet lampen Hugo. Hugo er en legende og let lyskilde, som svæver i rummet. Designet er udført i naturmaterialer og udført, så materialerne udnyttes til det yderste.

Concentric warderobe

Peter Skovsgaard Larsen, VIA Design

Peter har designet Concentric warderobe. Designet tager udgangspunkt i det negative rum. Man arbejder med at minimere materialet, og man skal ikke skrue noget i væggen. Det er et underspillet design på en god måde.

Babar Chair

Michael Daae Christensen og Frederik Colding Newman, Kunstakademiets Arkitektskole

Michael og Frederik har designet Babar Chair. Stolen er baseret på en gammel produktionsmåde med rødder i 70’erne, men gentænkt i et moderne formsprog. Bæredygtighedselementet er velintegreret i designet. At den lokale produktion er tænkt ind i designet, viser tydeligt den bæredygtige ambition.

None

Samuel Møller Nielsen, Arkitektskolen Aarhus

Samuel har designet None. Designet er en æstetisk oplevelse. Det er en helt ny måde at udnytte plads på. Man har en flot vindueskarm, samtidig med at man har funktionaliteten fra vasken.

Rakku

Lærke Bo Poulsen, Arkitektskolen Aarhus

Lærke har skabt designet Rakku. Rakku er et smukt sammenhængende møbel, hvor der er kælet for detaljerne. Der er tænkt på konceptet i helhed, da man kan købe elementerne enkeltvis, og valget af læder og træ går op i en højere enhed.

 

BILLEDER FRA DOMMERRUNDERNE

 

TALER OG PRISOVERRÆKKELSER

 

MAD OG BOLIGS DESIGNPRIS

Sigrún Perla Gísladóttir fra Krabbesholm Højskole vandt Mad og Boligs Designpris med sit møbel KUBBUR

DOMMERPANEL

Simonne Gorju

Kommunikations- og indretningschef ved IKEA. Simonne er ansvarlig for den visuelle indretning og kommunikation i de fem IKEA varehuse i Danmark. Simonne er uddannet dekoratør og har arbejdet medindretning i 30 år.

Ditte Buus Nielsen

Designer hos Trip Trap Denmark A/S. Arbejder med Trip Traps kommende kollektioner, valg af produkter og samarbejde med eksterne designere. Tidligere produktudvikler for Gubi og er sideløbende selvstændig designer.

Mette Vestergaard

Tidligere vinder af FSC Design Award. Selvstændigdesigner med et hjerte der banker for godt design og bæredygtighed.

Ole Kiel

Kategorigruppechef hos Coop, hvor design er en del af at frembringe varer, der tiltaler kunderne. Har netop været med til at relancere designklassikerne fra FDB i FSC-træ. Har tidligere arbejdet hos Georg Jensen.

 

ÅRETS KONFERENCIER

Emil Thorup

TV-vært og designer Emil Thorup er konferencier ved årets awardshow i Allerhuset den 19. november. Han er med sit spritnye møbelbrand HANDVÄRK sprunget ud som entreprenant designer i 2015 og ved om nogen, hvad der venter de studerende.

 

FSC DESIGN AWARDS 10-ÅRS JUBILÆUM: UNGE DESIGNERE KONKURRERER PÅ BÆREDYGTIGHED

Mere end 100 talentfulde design- og arkitektstuderende fra hele landet deltog i FSC Design Award 2015. Konkurrencen havde 10-års jubilæum og udfordrede stadig fremtidens designere til at få bæredygtighed, godt design og kommercielt potentiale til at gå op i en højere enhed.

 

INITIATIVTAGERE FSC DESIGN AWARD 2015

MEDIEPARTNER

EVENTSPONSORER

SPONSORER